Træer
I Vej og Park inddeles træerne i flere kategorier alt efter hvilken pleje der udføres, samt hvilket udtryk der ønskes.
Fritstående træer er træer, der udvikler den størrelse, form og kronebygning, som er naturlig og karakteristisk for arten. De fritstående træer er altid fuldkronede og kan være opstammede. Fritstående træer er store og meget væsentlige elementer i de grønne områder og i bybilledet.
Fritstående vejtræer skal så vidt muligt have gennemgående stamme op til 8-10 meters højde, og have et fritrumsprofil, som sikrer fri færdsel på veje, stier og pladser. Af hensyn til balancen i træet må det ikke stammes højere op, end at stammehøjden altid er under ½ af træets totalhøjde. Det optimale er vis stammehøjden kun er 1/3 af træets totalhøjde.
Allétræer består af mindst to parallelle opstammede trærækker, der danner en samlet helhed. Allétræer er oftest af samme alder og art. Alléer anvendes til at markere veje, stier eller andre linjer.
Trærækker består af en opstammede trærække, der danner en samlet helhed. Trærækker er oftest af samme alder og art. Trærækker anvendes til at markere veje, stier eller andre linjer.
Formede træer er træer, der gennem klipning, beskæring eller styning er formet til et bestemt styret udtryk. Træer med reducerede kroner er også formede træer. Formede træer kan stå alene, i grupper, på rækker eller som alléer. Beskæringen skal udføres regelmæssigt, mindst hvert andet år for at fastholde det ønskede udtryk.
Frugttræer plantes især for at give børnene på daginstitutioner og skoler en ekstra oplevelse i deres hverdag. De plantes på grund af vækstform, blomstring og frugter.
Beskæring af frugttræerne skal blandt andet sikre træernes form og at kronens omfang begrænses, men også sikre en fornuftig blomstring og frugtsætning.
Beskæring
Beskæring af træerne sker med hensyn af artens krav, behov og skal tilgodese det enkelte træs fremtoning. Træer plejes således, at træernes form principielt bibeholdes, bl.a. med hensyn til opstamning, nedhængende grene, ingen krydsende grene, kronens begrænsning i forhold til andre træer mv.
Beskæring af allétræer og trærækker skal sikre, at træerne fremstår ensartede, med en sammenhængende krone og med en ensartet opstamning.
Skemaet nedenfor viser, hvordan træerne plejes
Trætype | Tidspunkt for udførelse | Beskrivelse |
---|---|---|
Træer | Én gang årligt | Frirumsbeskæring ved tekniske anlæg, hegn og bygninger og samt veje, pladser, fortove og stier |
To gange på 5 år | Beskæring af træer langs veje, stier, fortove og pladser samt formede træer og frugttræer | |
Én gang i kontraktperioden | Beskæring af øvrige træer | |
Min. én gang årligt | Døde og eller knækkede grene, samt grene med fare for nedstyrtning fjernes løbende | |
Én gang årligt | Vanris skal fjernes | |
Unge træer | Min. én gang årligt | Kontrol og justering af opbinding |
Senest 5 år efter etablering | Opbinding fjernes | |
Én gang årligt i fem år | Gødning | |
De første tre år | Vanding |